Da jeg var barn hed min bedste veninde Lisa.

På det store badeværelse hos Lisa havde de en plante, som jeg tror, vi kalder “Væddeløber” i daglig tale. Den satte sådan en masse lange skud med nye planter, som man så kunne klippe af og sætte i lidt vand til de fik rødder. Jeg var vild med den plante – dels fordi min veninde havde den og dels fordi det var fantastisk at være vidne til hvordan sådan en lille plante kunne blive til flere og med lidt kærlig pleje, – kunne den nye lille plante vokse sig stor og sætte nye planter. Forplantningskæden var uendelig. Nøjagtigt ligesom vore tanker.

Når æbler bliver til batterier.

Den ene tanke bliver til den næste. I skolen kaldte vi det en associationsrække. Jeg starter med at tænke på æbler – men ender måske med tanker på en juleaften for længe siden. Derimellem har jeg været omkring børnehaver, at vi mangler batterier og en hel masse andet. Den ene tanke har ført til den næste – og til sidst kan man slet ikke huske hvor man startede.

Det kender du sikkert godt ?

 

Jeg var hende brokkerøven.

Kender du også til, at de tanker, du giver mest opmærksomhed – altså dem, du dvæler ved og “fodrer” – de er dem der fylder mest i din bevidsthed?
Så hvis jeg eksempeltvis synes mit job er noget møg – så er chefen det pludselig også. Egentlig er maden i kantinen også dårlig og hende der fra HR er da godt nok ubrugelig. Vi kan kalde det “find 5 fejl”. Hvis vi så kan få andre med på at fodre de negative tanker, – så vi sammen kan “bitche” – så er det bare rigtig lækkert. Min krop er I øvrigt også både tyk og grim, mine unger død-besværlige og hvornår har manden I øvrigt sidst givet mig en gave eller nusset mig I håret?
Hende har jeg været. Og ved du hvad – det er faktisk ikke særlig fedt at gå rundt og være utilfreds hele tiden. Jeg fokuserede kun på alt det dårlige I mit liv – og jeg så derfor mere og mere af det.

Er du også sådan en ? – Eller kender du en?

 

Heldigvis vælger vi selv, hvor vi vil styre vore tanker hen.

Vi kan faktisk vælge at være taknemmelige for de ting vi har. Der er altid noget – selv på en dårlig dag. Det kan være at din søn huskede alle sine ting efter gymnastiktimen i dag. Det lille smil du fik fra den rare kassedame I Netto. At du endelig huskede at købe tandpasta. At du ikke spiste al chokoladen. Eller eller eller…

Når du begynder at fokusere på de små gode ting og være taknemmelig for de ting, der faktisk lykkes for dig – så vil du opdage at jobbet måske ikke er så slemt alligevel. At ungerne egentlig bare afspejler hvordan, du selv har det indeni. At manden måske ikke nusser dig, fordi du selv afviser ham. At din røv har en fantastisk facon. Og så videre – og så videre!

 

Du vil se hvordan, de positive tanker pludselig vokser og overskygger de dårlige.

Alt efter hvor langt “nede” du er – jo længere tid vil det måske tage at vende bøtten.

 

Hvis du føler du har brug for hjælp – så få fat i en hjælper. Nogle gange har man virkelig bare brug for at blive set udefra og få et lyttende øre.

Lige nu kan du ringe eller skrive til mig helt gratis. Så hjælper jeg dig på rette vej.

 

Kærligst

gaiamaria_logo